Lad os spille sammen

Trykt i det engelske The Observer søndag den 25. marts 2001. Robert D. Putnam er Malkin Professor of Public Policy på Harvard University. Hans bestseller hedder 'Bowling Alone: the Collapse and Revival of American Community' (2000). Artiklen er oversat af Rådgivende Sociologer

Amerikanerne i dag bowler alene, både bogstaveligt og i overført betydning. Et rekordstort antal af os spiller spillet med de 10 kegler - der er faktisk flere amerikanere, der bowler, end amerikanere, der stemmer ved valg - men organiseret bowling i turneringer er styrtdykket med to tredjedele i det seneste kvarte århundrede. Visnende bowlingturneringer er en metafor for borgernes forsvindende samhørighed målt på praktisk talt alle indikatorer, formelle og uformelle, ophøjede og tilfældige, offentlige og private.

Amerikanere nu om dage er langt mindre tilbøjelige til at deltage i møder i lokalsamfundet, slutte sig til lokale organisationer, gå i kirke, stemme, bidrage til godgørende formål eller opfylde andre borgerlige pligter, end vi var for bare få årtier siden. Sammenlignet med vores forældres generation er det mindre sandsynligt, at vi kender vores naboer, og vi er mindre tilbøjelige til at invitere venner hjem, tage på udflugt sammen, gå på barer, være medlemmer af fagforeninger og professionelle foreninger eller simpelthen bruge tid på at sludre med bekendte.

Selv i familiesammenhænge er den sociale isolation voksende. Familier er cirka en tredjedel mindre tilbøjelige til at spise middag sammen, holde ferie sammen eller endog se fjernsyn sammen. Ikke overraskende er vores tillid til hinanden også reduceret, efterhånden som vores forbindelser med hinanden er blevet formindsket. Vi er i færd med at miste et afgørende smøremiddel for socialt samarbejde.

Og hvad så? Er bekymring om forsvindende samhørighed simpelthen en form for nostalgi, der er på mode? Bestemt ikke. En omfattende og voksende dokumentation fra hele verden viser, at sociale forbindelser - social kapital - har en målelig værdi. Lokalsamfund med mere social kapital har mindre kriminalitet og mere effektive skoler. Børn i sådanne lokalsamfund har mindre risiko for at blive gravide i teenage-årene, for børnemishandling, for at misbrug af narkotika eller for at begå ungdomskriminalitet. Borgere i lokalsamfund med høj social kapital kan glæde sig over en mere lydhør, ærlig og effektiv politisk ledelse og er til gengæld mere tilbøjelige til at betale skatter og opfylde andre borgerpligter.

Og mennesker med forbindelser til hinanden lever længere og lykkeligere liv. Penge kan købe en smule lykke, viser vores materiale, men aktiv deltagelse i bare en enkelt forening eller fællesaktivitet giver lige så meget lykke som at fordoble ens årlige indkomst.

Er det at 'bowle alene' udelukkende en amerikansk syge, eller er der lignende tendenser i andre lande? Kendelsen angående dette spørgsmål er endnu ikke afsagt, og bevismaterialet er stadig dobbelttydigt. Der findes ikke en fælles global metronom, der slår samtidige rytmer for ændringer af social kapital overalt. På den anden side er der materiale, der peger på, at Europa måske er på vej til at følge det amerikanske mønster med en forsinkelse på nogle få årtier. Europa har måske en 'forkølelse', hvad angår social kapital, men endnu ikke den fuldt udviklede amerikanske lungebetændelse.

I praktisk talt alle industrialiserede lande har politiske partier, fagforeninger og kirker oplevet svindende deltagelse i det sidste årti eller to, omkring 20 år efter at de tilsvarende amerikanske skred begyndte. Valgdeltagelsen er gået ned i næsten alle etablerede demokratier. Gennem den seneste generation, hvor tiltagende uddannelsesniveau skulle have forårsaget stor vækst i stemmeafgivelse, er deltagelsen i de udviklede lande reduceret med op til 20 procent. Medlemskab af politiske partier er reduceret med næsten to tredjedele i de sidste få årtier.

Med Skandinavien som undtagelse har de samme lande oplevet fald på mere end en tredjedel i fagforeningsmedlemskab i de sidste to årtier. Ud over i Europa er kirkegangen næsten halveret siden 1970. Og i Storbritannien har disse nedgange i social deltagelse været ledsaget af en nedgang i tilliden til andre mennesker, hvad der måske er den mest følsomme indikator for social kapital.

Dokumentationen omkring medborgerengagement i Storbritannien og resten af Europa er ikke så dyster og entydig som i USA. Nogle sociale og politiske græsrodsgrupper synes at vokse her. Alligevel er tomme stemmebokse, forsvindende partimedlemskaber, hendøende fagforeninger og ledige kirkestole bekymrende, eftersom religionens, fagforeningernes og de politiske partiers tilholdssteder har været vigtige 'træningsbaner' for medborgerlige færdigheder og lederskab blandt de mindre velstående borgere i vore samfund.

Sidst så mange lande oplevede en krise i social kapital af denne størrelse var under eftervirkningerne af den industrielle revolution. Da der i USA var en folkevandring fra landsbyer til fabriksbyer ved slutningen af det nittende århundrede (og adskillige årtier tidligere i Storbritannien), efterlod man venner og forbindelser i det lokale samfund bag sig. Resultatet var en svækkelse af fællesskabsbånd - et underskud af social kapital.

Men så, i et udbrud af social kreativitet, opfandt en bemærkelsesværdig generation af sociale reformatorer nye former for social tilknytning, der passede til den måde, vi var kommet til at leve på. Storbritannien, der var først til at opleve den industrielle revolutions sociale forstyrrelse, var også først til at begynde udviklingen af nye former for social kapital. Mange af de institutioner, der var blevet opfundet af midtviktorianske sociale reformatorer for at genoprette fællesskabsbånd - Frelsens Hær, fagforeninger, socialcentre, forsørgelsesforeninger - blev ivrigt overtaget nogle få årtier senere af USA's sociale iværksættere som middel mod den krise, vi var ved at udvikle mht. social kapital.

Denne gang synes den sociale kapitals krise at ramme Amerika tidligere og hårdere, sandsynligvis fordi nogle af de grundlæggende årsager til nedgangen - udflytning til forstæderne, familier med to karrierer - dukkede op i vores land årtier tidligere end andre steder. Hvis Storbritannien og Europa er heldige, vil I måske undgå vore problemer, men i modsat fald vil I måske gerne lære af vore anstrengelser med at finde løsninger.

For det første må den måde, der regeres på, spille en rolle. En magtfuld stat kan somme tider erodere social kapital, men jeg afviser det naive synspunkt, at staten inderst inde er civilsamfundets fjende. Lige som regeringer rutinemæssigt evaluerer den førte politiks virkning på det fysiske miljø, har en reformgruppe fra begge USA's partier for nyligt anbefalet brugen af en 'redegørelse om virkningen på den sociale kapital' til advarsel mod politik, der kunne beskadige fællesskabsbånd. Beslutningstagen på statsniveau bør blive skubbet nedad. Strategier der overdrager reel beslutningstagen til kvarterniveau har vist sig effektive. Strategierne bag "klog vækst", der har til formål at begrænse uhæmmet vækst i forstæderne, reducerer ikke bare luftforureningen, men gør det også muligt for arbejdere at tilbringe mere tid sammen med familie og venner.

Siden nedgangen i medborgerligt engagement er særlig markant i den yngre generation, bør vi tage vores forpligtelse til at uddanne ungdommen i medborgerlig ansvarlighed mere alvorlig. Vi kender allerede nogle uddannelsespolitikker, der vil virke. Mindre skoler, flere aktiviteter uden for læseplanen, genoplivelse af medborgeruddannelse og krav om medborgertjeneste har alle vist sig at opmuntre et bredere medborgerengagement hos unge mennesker.

Religiøse fællesskaber har et stort potentiale til forøgelse af det civile liv. Af den grund, hilser jeg fra den progressive side af det politiske spektrum præsident Bush's initiativ til støtte af trosbaserede sociale aktionsprogrammer velkomment. Trosbaserede organisationer har en beviselig evne til at 'genvæve' strukturen i kriseramte lokalsamfund, og de fortjener støtte fra regeringer og fonde.

Endelig har vi brug for mere fleksibilitet på arbejdspladsen for derved at gøre det muligt for de ansatte at bilægge konflikterne mellem arbejde, familie og lokalsamfund. I en verden, hvor næsten alle voksne arbejder uden for hjemmet, har vi skåret drastisk ned på den ubetalte 'omsorgssektor' i vores samfund. Både mødre og fædre har brug for fleksibilitet i deres arbejdsliv, så familie- og fællesskabsforpligtelser ikke forbliver udækkede. Kloge firmaer vil vælge fleksible politikker for at tiltrække de bedste talenter. Europa er foran USA på dette område, og vi burde lære af jeres nyindretninger.

Uanset hvem der importerer hvilke ideer fra hvem, har vi en masse at lære fra hinanden i vores fælles forsøg på at afbøde krisen i borgernes fællesskaber.